Hvor går man hen, hvis man har fået nok af tech bro’s?

You’ll find an English version here
(scroll ned, hvis du blot vil læse alternativerne og ikke alle ordene)

De seneste uger er det blevet tydeligt, at de største techvirksomheder sætter økonomiske og politiske interesser over datasikkerhed, brugernes interesser og dataetik. Det er ikke det mest overraskende i verden, men det er efterhånden temmelig svært at lukke øjnene for.

Jeg tror, vi står overfor en erkendelse af, at den digitale offentlighed i fremtiden næppe kommer til at foregå ét sted. Det bliver besværligt for kommunikationsmedarbejdere og journalister, og til tider irriterende for alle os andre, fordi vi allerede har vænnet os til at Meta, Google og Twitter er samlingspunkter for store dele af befolkningen. Men så længe, at vi ikke har EU-lovgivning eller lignende, der sikrer det frie ord, åbne algoritmer og gennemsigtighed, så er vi som brugere nødt til at overveje vores adfærd.

De seneste dage har der været eksempler på at Instagram har skjult specifikke ord fx democrats, når brugerne har søgt på dem. Dette er ikke nyt, det har blot været mindre åbenlyst før. Algoritmerne på diverse sociale medier har længe sørget for, at bestemte politiske holdninger blev fremhævet eller skruet ned, og der har været ”shadow banning”, det at ingen ser dine posts, hvis du skriver om specifikke emner.

Samtidig har nogle brugere oplevet, at de enten følger eller affølger specifikke konti mod deres vilje primært Trump og Vance (jeg har dog ikke set konkrete beviser for netop det). Andre brugere har oplevet at få deres profilbilleder fjernet, hvis de havde pride-flag, som en del af billedet, på TikTok.

Så hvad gør vi nu? Vi arbejder benhårdt for lovgivning på området, vi klæder vores politikere på, så de forstår, hvad der foregår, og vi søger alternativer.

Indskud: På et tidspunkt kommer jeg til at skrive et indlæg udelukkende om, hvordan vi i denne samtale skal respektere, at særligt unge føler store fællesskaber på de platforme, de interagerer på. Der er tendens til at ”voksne” taler om “fjollede dansevideoer”, det er uvidende og nedladende. Vi skal respektere, at der er platforme, der fungerer som betydningsfulde, identitetsgivende, fællesrum – deloffentligheder, som har en kæmpe betydning i folks liv… det her er ikke let. Og decentralisering af de rum, gør til tider ondt, folk mister fællesskaber, der føles som familie!

Der er flere, der har skrevet fine ting om alternativer til Facebook (læs fx dette indlæg af Henrik Føhns og denne kommentar af Astrid Haug). Jeg er enig i, vi skal blive ved med at lede efter, udvikle og stille krav til nye platforme, men mens vi venter på, at de bliver etableret, hvor kan vi så gå hen?

De to vigtigste komponenter er:

1. Kritisk masse – der skal være nok aktive brugere til, at der er sjovt at være der.

2. Platformen skal være decentraliseret, så der ikke er én ejer, der kan miste forstanden *vinker til Elon, Zuckerberg og Bezos*.

De to ting er desværre ofte svære at kombinere.

Indskud: Decentraliseret betyder, at det sociale medie består af mange uafhængige servere, som ofte har deres egne regler og administratorer. Brugere kan oprette en konto på én server, men stadig interagere med brugere fra andre servere. Ingen enkelt instans eller person har fuld kontrol over hele netværket.

Følgende liste er næppe fuldstændig og i den grad ”det jeg lige kunne komme i tanke om”, så skriv endelig, hvis du har idéer til andre alternativer:

SMS/Chat

Det bedste, du kan gøre, er at erstatte whatsapp, messenger, imessage osv. med Signal.
Signal er open source (det vil sige, man kan få lov at se ned i maskinrummet), beskederne er krypterede, og der er minimal dataindsamling. Du kan lave grupper op til 1000 personer, men du skal have et telefonnummer for at bruge Signal.

Telegram bliver ofte nævnt som et alternativ til messenger, og en af fordelene ved Telegram er, at man kan abonnere på grupper + du slipper for at koble tjenesten til et telefonnummer.
Jeg foretrækker Signal, fordi det er open source og non-profit ejet. Desuden tiltrækker Telegrams grupper ikke altid Guds bedste børn (man kan sagtens diskutere, om ejeren af Telegram, Durov, skal stå til ansvar for, hvad der foregår på hans platform, men i stedet for at tage den diskussion vil jeg blot konstatere, at jeg foretrækker Signal).

Browser

Gode gamle Firefox er et godt alternativ til Google Chrome. Det samme er Brave og DuckDuckGo. Alle tre fokuserer på datasikkerhed og beskyttelse af brugerens privatliv.

Microblogging (aka Twitter)

Det er cirka 15 år siden, at nogen sidst brugte begrebet microblogging, men … i mangel af bedre samlebetegnelse.
Det bedste alternativ er Mastodon, en decentraliseret tjeneste, hvor du skal vælge hvilken server, du opretter din konto på. Du kan stadig interagere med de øvrige servere, men der kan være specifikke regler, fx for moderation eller datasikkerhed, på den server, du har valgt. Alt er meget ordentligt og godt, men lidt svært at finde ud af for nye brugere. Det går dog hurtigt over. Mastondons største udfordring er kritisk masse, på nogle felter er der virkelig mange brugere, men for de fleste almindelige mennesker, kan det være lidt svært at finde en crowd.

Bluesky er indtil videre et virkelig godt alternativ til Twitter/X, men tjenesten ér ejet af mennesker, der kan korrumperes. Netværket bygger på teknologi, hvor decentralisering er mulig, men jeg har endnu ikke hørt om nogen, der reelt set har fået det til at virke.
Her begynder der at være en dansk kritisk masse. Man har en fornemmelse af at have et feed, der minder om Twitter, da der var sjovest, men på dårlige dage, så er der stadig stille.
Barren for at komme i gang med platformen er lav. Der er gode folk, der har lavet en masse såkaldte ”starter packs”, fx ’danske journalister’ eller ’fagbevægelsen’. Det gør det lettere at finde sjove folk at følge.

Instagram

Er en af de svære. Mængden af brugere, og en forholdsvis fungerende platform, gør det tiltrækkende at være der. Der er en masse udfordringer med algoritmen, måden de benytter din data og det, at de skjuler eller fremhæver specifikke emner og brugere. Gode gamle Zuckerberg.

Der begynder at opstå alternativer, men de er ikke for alvor etablerede:
I gamle dage, ville jeg have sagt Flickr, men efter at være blevet solgt nogle gange, så kender jeg få, der bruger det aktivt.

Bluesky bygger på en ny app pt., der hedder Flashes, her er ulempen stadig, at der er én ejer. Pt. opfører de sig fornuftigt, men… magt korrumperer, har vi vel efterhånden måtte erkende.

pixelfed.org er et decentraliseret alternativ – a la Mastodon, her slipper vi for én ejer. Og jeg håber, at de vinder kapløbet. Jeg synes desværre ikke, at det er helt smooth at bruge dem endnu.

Facebook og LinkedIn

Reelt set er der ikke ét alternativ til Facebook. Hvilket stadig er Facebooks største fordel. De øvrige tjenester kan erstatte dele af det Facebook gør, men reelt set, så er erstatningen nok i længden en blanding af nyhedsbreve og decentrale sociale medier.
Det samme gælder sådan set LinkedIn, der er ejet af Microsoft.

Søgemaskiner

DuckDuckGo bør stadig være dit alternativ til Google. Af en eller anden grund, er det ikke her den digitale udvikling har været størst, måske har alle bare accepteret at Google ejer deres sjæl.

Videotjenester

Endnu et svært felt. Brugerne fra TikTok flygtede primært mod Instagram Reels og YouTube, da USA kortvarig håndhævede deres forbud, men så er vi tilbage hos Meta/Google.
Tidligere ville Vimeo have været et godt bud på et alternativ, men ligesom Flickr, så har de haltet i mange år. Og de mangler også det sociale aspekt som TikTok, YouTube og Instagram har.
Mange gamere bruger Twitch, der dog er ejet af Amazon, eller Discord, som videostreaming platforme, men her er fokus på streaming, dermed ikke et sted, man deler videoer med hinanden, som man gør på TikTok eller Reels.

Blogging (/hjemmesider)

Her begynder jeg at være på udebane, så hvis du har input til, hvor vi skal rykke hen, hvis WordPress for alvor imploderer, så byd endelig ind

Mailtjenester

Igen er det ikke et område, jeg ved synderligt meget om. Det bedste kendte data-sikre(-ish) alternativ til gmail, er umiddelbart Proton. Ligesom Telegram, så har de haft deres udfordringer, når det kommer til at krav fra myndighederne (her og her og her).
Der findes også alternativer som Tuta, Hushmail, Mailfence osv. Læs mere her: Secure Email Services.